|
Længst væk i det fjerneste hjørne af Sydamerika ligger Chile. Måske et overset land, men kæmpestort. Godt 17 gange større end Danmark. Landet har en ganske særlig udformning, idet det er 4.200 km fra nord til syd, men det er på det bredeste sted kun 180 km.
Centralt i Chile ligger hovedstaden Santiago de Chile med ca. 6.300.000 indbyggere. Vælger du college-programmet til Chile kommer du til at bo i Santiago de Chile, og din uddannelse vil foregå på Universidad Bolivariana.
Universidad Bolivariana har flere afdelinger, der ligger centralt i den gamle, meget seværdige del af Santiago de Chile. Universitetet lægger stor vægt på at tilbyde uddannelse til det lokale samfund.
Undervisningen på universitetet foregår på spansk. Der stilles ikke et formelt krav om spanskkundskaber på et bestemt niveau, men man skal kunne tilstrækkeligt med spansk til at kunne begå sig i undervisningen og i sociale sammenhænge. Et kursus i spansk indgår som en obligatorisk del af undervisningen.
Studierne på Universidad Bolivariana omfatter desuden latinamerikansk kultur, international politik og integration i Latinamerika, aktuelle udfordringer i de latinamerikanske samfund og globalisering og sociale ændringer i Latinamerika. Desuden er der ekskursioner både i Santiago de Chile og andre steder i Chile.
Man kan vælge enten et helårsprogram eller et halvårsprogram. Programstart er enten i juli eller januar.


|