|
En beskrivelse af et land som Ecuador - mi país - kan ikke presses ind på et par sider, for der er nok intet land i verden der, har så meget at byde på som dette. Efter at have boet 11 måneder i et så fantastisk land kan det være små-svært at vælge én ting til at beskrive det hele. At tage på udveksling handler om at flytte grænser. Både barrierer mellem kulturer og forskellige folkeslag, men i endnu højere grad sine personlige grænser. Der sker en personlig udvikling med alle, der rejser fra mor og far og prøver at stå på egne ben. Jeg tror dog, at udviklingen er endnu større end ellers, hvis man vælger at tage til et land, der er markant anderledes end det, man er vant til. Jeg rejste til Ecuador for at være lidt på tværs. Jeg ville ikke følge strømmen og tage til USA, nej, jeg ville have nogle oplevelser, der var helt mine egne. Så valget faldt på en lille flække i Sydamerika, som jeg intet kendte til. Det lød bare spændende og eksotisk. Det blev dog på ingen måde noget let ophold – i det mindste ikke i de første par måneder. Mine spanskkundskaber var ikke, hvad de kunne have været og kommunikation med værtfamilien var svær. Efter to måneder på sprogskole og med hjælp fra en meget talende værtsmor, forstod jeg dog det meste og kunne føre en rimelig fornuftig samtale. Hen mod enden af mit ophold gjorde jeg noget, jeg førhen aldrig havde troet jeg skulle gøre. Jeg meldte mig sammen med to venner til en tur, hvor vi skulle bestige verdens højeste aktive vulkan, Cotopaxi. Det er nok det mest grænseoverskridende jeg har gjort. Turen startede hjemmefra klokken seks om morgenen. Vi lejede udstyr, som hakker, klatrereb, og store støvler, inden vi kørte ind i den nationalpark, hvor vulkanen ligger. Den øverste parkeringsplads ligger i ca. 4000 meters højde og derfra skulle vi stige 200 meter til fods for at nå den hytte, man starter fra. Da vi endelig nåede dertil var klokken fem om eftermiddagen og vi kravlede i soveposerne næsten med det samme. Der var sindssygt koldt deroppe og samtidig blæste det helt vildt, så det blev ikke til megen søvn, men jeg blundede dog, da vi alle blev vækket klokken 23,30. Nu skulle turen gå mod toppen. Det er nødvendigt at gå om natten, fordi det er koldest på det tidspunkt og risikoen for at ryge i en gletscherspalte derfor er betydeligt mindre (meget betryggende). Ingen af de 20-30 mennesker, der var med på turen, nåede toppen. Det havde været livsfarligt at fortsætte. Det stormede og en kraftig isregn gjorde det næsten umuligt at se, hvor man skulle sætte sine fødder. Det var dog ikke den skuffelse, jeg havde troet det ville være. Ikke nogen form for fiasko, for aldrig før have jeg lært så meget om mig selv og om hvilke værdier her i livet, der tæller. Jeg tænkte hele tiden på folk jeg holdt af og især min familie herhjemme i Danmark, som jeg var så tæt på at få at se igen. Det havde været et meget stort mål for mig at se solopgangen fra toppen af den vulkan, men på vejen opad blev det mig klart, at jeg allerede havde overvundet mig selv og at jeg hellere ville komme ned i god stand end at kunne prale med den bedrift. Jeg fik altså ikke de flotte billeder med hjem til albummet, som jeg havde ønsket mig, men oplevelsen har sat et meget større præg på mig end noget billede eller nogen beretning nogen sinde kunne udtrykke. Jeg synes man kan sammenligne min oplevelse, med at tage på udveksling. Det handler om konstant at overvinde sig selv, om at begive sig ud i ting man ikke umiddelbart troede man kunne klare. Godt nok skulle man helst ”nå toppen”, men uanset hvad har man lært sig selv enormt godt at kende og har en klar fornemmelse af hvem man er og hvor ens grænser går. Thea Hedeager Bentsen, Ecuador 2001/2002
|
