|
Jeg rejste til Venezuela i 1998, 16 år gammel, men måtte desværre forlade landet for at vende hjem til DK i 99 – Tiden var gået sagde de!
Familien
Da jeg første gang skulle møde min værtsfamilie fik jeg noget af et chok. Vi, der skulle til Venezuela, var blevet pumpet med information om hvor varme mennesker venezuelanerne er og at vi ville blive modtaget med kys og kram. Det blev de andre da også!
Min familie lå i den allerøverste del af den allerrigeste overklasse i landet – så jeg fik bare et håndtryk. Familiens stand havde da også sine fordele, men vores kemi fungerede bare slet ikke sammen, 1½ måned senere endte det med, at jeg måtte skifte familie.
Jeg boede så midlertidigt hos en YFU´er i Caracas, indtil de fandt mig en ny værtsfamilie. Den situation var svær at stå i. Hvis ikke der blev fundet en ny familie til mig i samme by, ville der gå lang tid før jeg så mine venner igen. Det var også ret svært at fortælle mine forældre i Danmark, hvad der var sket.
Heldigvis fandt YFU en familie i samme by, og jeg kunne således fortsætte i samme skole med de samme venner.
Min nye familie tog så dejligt imod mig. Jeg havde ellers været forberedt på det værste. Men de viste sig, at være en helt normal middelklassefamilie, som 100 % opfyldte mine forventninger om de varme venezuelanere.
Fra den første dag blev jeg betragtet som en datter og der gik ikke lang tid før jeg kaldte dem mor, far, søster osv.
Sproget
Mit spansk var også ved at udvikle sig til noget næsten forståeligt for andre. Og det gjorde hverdagen en del sjovere.
Hvis der er noget jeg har lært, så er det at grine af mig selv, og jeg er ikke bange for at gøre mig selv til grin i andres øjne. Når man lever i blandt folk, der aldrig har hørt om janteloven, og som ikke er bange for at vise hvad de er gode til, bliver man også fyldt med en masse selvsikkerhed, der til sidst ender med at man bliver fuldstændig som venezuelanerne.
Det er dog først noget man opdager når man kommer hjem til Danmark. Jeg mener, hvad er danskernes problem?
Skolen
Skolen i Venezuela er noget for sig. Min skoleuniform lignede noget jeg ville have taget på til fastelavn. Skolesystemet er heller ikke det mest effektive, det er noget af en oplevelse. Jeg mødte i skole kl. 13.00 – 17.00.
For at komme ind i skolen skulle man igennem porten. Her blev det lige tjekket, at man havde iført sig sin skoleuniform korrekt. Uden for klasseværelset stod man i rækker – drenge og piger for sig. Da læreren så kom, gik vi ind og stod ved vores borde til læreren kommanderede ”Sientense, por favor”
Derfra og til vi fik fri, forgik der ikke noget disciplineret, i hvert fald ikke mens læreren var til stede. Vi havde et frikvarter midt på dagen på ca. 25 min.
De eneste timer jeg syntes var interessante var filosofi og engelsk, men det var mest fordi, jeg talte bedre engelsk end min lærerinde.
I Venezuela afholdes der hvert år en slags emneuge, som afsluttes med et kæmpe optog igennem byens gader samt en skønheds konkurrence. Til dette vælges af hver klasse ”La Madrina” – som er den kønneste pige.
Jeg blev valgt af min klasse, der i håb om at mit blonde hår ville gøre indslaget – til en vinderplads og gode præmier. ”Ja, ja” tænkte jeg, mens jeg stod omringet af venezuelanske skønheder. Os udvekslingsstudenter der gik på skolen fik grinet en del af den seriøsitet, som omgav denne begivenhed.
Skolen var en oplevelse for sig. Det jeg fik mest ud af i Venezuela var at blive som dem på det sociale plan. De er simpelthen helt fantastiske, når man skal more sig.
På udflugt
Fuldstændig ligeglade med tid og sted. På et tidspunkt skulle min naboer, nogle fælles venner og jeg op på en ranch i bjergene, som omgav min by. På vej derop løb bilens batteri tør for strøm. Der stod vi, midt på en grusvej på vej op af et bjerg uden telefoner og kun med en lommelygte og en guitar.
Hvad gør man så? Man laver selvfølgelig et bål og holder festen der midt i ingenting indtil den lyse morgen, hvor vi fik et lift indtil byen. Kanon fest.
Hvorfor Venezuela?
Hvis man vil opleve landet og folket i Venezuela er det intet problem, hvis man bare har en smule sans for det sociale og ellers er frisk på lidt sjov og ballade. For det er der overflod af – og du vil opleve at blive inviteret med på alverdens udflugter.
F.eks. var jeg på Andesbjergene på en kaffeplantage for at hjælpe nogle venner af familien med sæsonens høst- her boede og arbejdede jeg i en uge, hvor vi sov på terrassen i en hængekøje.
Pointen med det hele er bare, at tør du tage springet med åbent sind, så ligger der et uforglemmeligt år i Venezuela for dine fødder.
Anne-Sophie Schnoor, Venezuela 1998/99 |
