|
Over højtalerne i flyet byder kaptajnen velkommen til Cape Town, temperaturen udenfor på denne vinterdag er 25 grader og solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg kigger ud af vinduet og ser smukke Table Mountain som rejser sig midt i byen, havet ser mere blåt ud end jeg nogen sinde har set før og jeg mærker for alvor sommerfuglene i maven. Hvad er det jeg på vej til? Da vi bliver mødt af YFUs repræsentanter i den lille bitte lufthavn og får knus og bliver budt velkommen til The Rainbow Nation ved jeg, mit valg var rigtigt! Vi kører ud af lufthavnen og ind mod byen. På vejen ser vi en masse blikskure og farverige planker, der før de blev til små hjem helt sikkert har været noget andet… Jo nærmere vi kommer byen, jo bedre ser husene ud og pludselig er det kæmpestore villaer vi passerer og senere også Afrikas største indkøbscenter, Century City. Det begynder at gå op for mig, hvad YFU-Sydafrika mente, da de fortalte om landets store kontraster! Og det er netop dét, der kendetegner Sydafrika. Kontraster. I alle henseender. Kulturelt, socialt, i naturen og økonomisk. Man kan faktisk finde næsten ALT i dette skønne land. Min værtsfamilie var ”farvet”, dvs. de var hverken hvide eller sorte. Betegnelserne er et levn fra apartheid tiden, men der ligger ikke længere noget diskriminerende i at bruge dem. Når man tænker på Sydafrika tænker man meget ofte på apartheid. En af de første oplevelser jeg havde i Sydafrika var to skolepiger i deres ternede skoleuniform-kjoler. De stod på et gadehjørne og snakkede sammen i solen en dag efter skole.
Den ene var hvid den anden sort. Dét varmede mit hjerte. Og sådan er det altså i det nye Sydafrika. Forskellige grupper lever side om side og lærer af hinanden, såvel menneskeligt som kulturelt. Noget af det, jeg virkelig synes var fantastisk var at YFU-Sydafrika gjorde det muligt for mig at møde flere forskellige kulturer og dermed opleve forskellige aspekter af landet. Som nævnt var min værtsfamilie farvet, en helt almindelig middelklasse familie med to drenge, mine brødre. Derudover havde jeg chancen for – gennem projekter arrangeret af YFU – at bo hos en sort familie i en af landets største townships og hos en hvid Afrikaaner familie på en farm i The Great Karoo. En af de største udfordringer var nok at acceptere dagligdagen i et land, hvor mange ting ikke fungerer som vi kender det fra Danmark. Man skal huske på at ikke alle har råd til at give 5 kroner for at komme med den lokale bus ned til stranden, til et dagligt måltid eller telefon hjemme. Samtidig har andre i overflod, det kræver en stor tolerance – der er jo ingen der er bedre end andre, de er bare født under forskellige forhold. Men det gør da ondt at se de små gadedrenge uden mad og penge. Til gengæld kan den livsglæde man møder langt de fleste steder opveje rigtig mange af de mindre gode oplevelser. Smil og glæde, varme og omsorg er nemlig også en stor del af hverdagen i Sydafrika. Min afrikanske jul er en af de oplevelser jeg husker som meget særlig. Den 24. december var jeg med min familie i kirke kl. 22:00. Det varede to timer, og efter gudstjenesten tog vi hjem til den ene af mine mostre, hvor hele familien samledes for at snakke og hygge. Jeg havde lavet marcipankonfekt og det var virkelig populært. Den 25. skulle vi i kirke igen, kl. 10:00 og igen tog det et par timer. Først efter kirken, og en masse mad, fik vi gaver. Hele familien var samlet fra nær og fjern, hvilket betød vi sad omkring 35-40 mennesker på min mosters overdækkede terrasse og kogte i 40 graders varme. Der var RIGTIG mange gaver der skulle deles ud, så kaos brød løs, da min ”mum” legede uddeler. Men alle var glade og vi hyggede os med familien indtil sent ud på natten… En rigtig familiedag, men dem var der nu mange af for de fleste boede bogstaveligt talt lige rundt om hjørnet. Og så har jeg aldrig kysset så mange fremmede mennesker på munden som den dag – det gjorde vi nemlig da vi forlod kirken! Efter at have skrevet dette lille udpluk af mit fantastiske år i Sydafrika bliver jeg helt trist – nu savner jeg mit andet hjem endnu mere end jeg gjorde tidligere… Jeg har simpelthen hjemve! Dorthe Bjerregaard, U-leder i Sydafrika 2001/2002
|
