|
Jeg ankom til Ungarn den 16. august på min fødselsdag, og deltog de første 3 dage i en lejr med de andre studenter. Her lærte jeg bl.a. nogle ungarske gloser, så jeg kunne præsentere mig selv, da jeg den 19. mødte min værtsfamilie. Det første, min værtsmor gjorde, var at give mig to kindkys, som er den almindelige måde at hilse på. De første tre dage ved familien var den eneste person, som kunne noget fremmedsprog, ikke hjemme, så vi klarede os med håndfagter, nogle simple ord og en ordbog, hvis der skulle forklares noget mere indviklet. Man lærer hurtigt at bruge sit kropssprog og kommunikere på den måde.
Ungarn
Ungarn er et land i Midteuropa, det gamle Østeuropa. Det grænser op til 7 andre lande, bl.a. Østrig, Slovakiet og Rumænien. Både arealet og befolkningsstørrelsen er ca. dobbelt så stor som i Danmark. Desuden er der yderligere 5 mio. ungarere, der bor i nabolandene, da Ungarn før 1. Verdenskrig var 3 gange så stort, som det er i dag. Der er også næsten en million sigøjnere i landet.
Ungarn har en historie, der strækker sig ca. ligeså langt tilbage som den danske. Den første konge kom i 900-tallet, men efter nogle få hundrede år med kongedømme kom Ungarn under andre landes herredømme: Tyrkiet, Østrig og Rusland. Først igen i 1989 blev de atter frie og selvstændige. Den ungarske kultur er gammel og har mange traditioner. Det officielle sprog, der tales, er ungarsk.
Klimamæssigt er der temperaturer op til 30 til 40 grader om sommeren og -10 til -20 om vinteren. Det regner ikke særlig meget.
Familie
En ungarsk familie er typisk en mor, en far og 2-3 børn. Da Ungarn var under russerne indtil 1989, har 1. fremmedsprog været russisk for den ældre generation, og man kan derfor godt forvente, at det kun er børnene i familien, der kan noget engelsk eller tysk. Hos min første familie var det kun den 13-årige pige, der kunne noget engelsk, men vi klarede os fint alligevel. Det er en hjælp til hurtigere at lære sproget, at man er tvunget til at snakke det hele tiden.
Det er tit, at der bor tre generationer under et tag. Hos min sidste familie boede bedstemoderen sammen med os. Det var rigtig hyggeligt, at hun også var der. Hun kunne fortælle mange gode historier, når hun rigtig fik mulighed for at snakke.
Ungarske familier har et tæt forhold til hinanden, og besøger tit hinanden. Man skal ikke have boet længe et sted, før man har hilst på de fleste kusiner, tanter og mostre. Det mest typiske er også, at de alle bor i nærheden af hinanden.
Skole
Den ungarske skole er, som de fleste andre steder, mere konservativ end i Danmark. Man rejser sig op, når læreren kommer ind i lokalet, en elev fortæller, hvor mange der er til stede i klassen, og timen går i gang. Man kalder lærerne for ”lærer” eller ”lærerinde” eller deres efternavn. De giver karakterer fra 1-5. Man går ikke i uniform, og der er heller ingen regler for, hvordan man skal klæde sig de fleste steder. Den første skole, jeg gik på, havde de dog en bluse, som man skulle tage på med nederdel til på bestemte dage: første skoledag, skolens fødselsdag, nationale helligdage o.l. Drengene skulle da gå i jakkesæt med et slips med skolens logo. Men den anden skole, jeg gik på, havde ikke den tradition.
Den bedste dag i skoleåret er en dag, hvor man vælger en elev som forstander. Hele dagen er der valgkamp mellem nogle forskellige elever, som har stillet op, og klasserne optræder med forskellige indslag. Hele skolen er pyntet.
I min klasse havde vi et godt sammenhold og lavede flere aktiviteter sammen efter skoletid - også sammen med vores klasselærer. Vi var i teatret et par gange, på kanotur og holdt et par klassefester.
Fritid
I Ungarn er de mest kendte og spillede sportsgrene fodbold, håndbold og vandpolo. Der er også mange, der spiller volleyball. Selv spillede jeg håndbold i et par måneder. Der er også mulighed for at gå på musikskole de fleste steder. På skolerne er der også mulighed for at lave ekstra ting efter skole: Spille i band, sport eller kreative ting. Jeg spillede volley tidligt en morgen om ugen, og gik til tegning/maling en eftermiddag. Var også med til en malekonkurrence på et tidspunkt, med folk fra mange forskellige skoler.
Efter skole tager ungarerne ofte på cafe, går til noget sport eller bare er sammen med deres venner. Meget ligesom danske unge. De går også ud i weekenden en gang imellem.
Sprog
Det ungarske sprog stammer fra Uralbjergene i Rusland og er i familie med det estiske og det finske. Men udover at de i grammatikken ligner hinanden er der ikke meget mere til fælles. Det er meget anderledes fra, hvad vi ellers kender til fra dansk, engelsk, tysk og fransk. Det ungarske sprog har 44 bogstaver, med bl.a. bogstaver som ü, ö, á, cs, dzs m.m. Alle bogstaver har kun én udtale, så har man lært alle 44, kan man sige alle ord.
Jeg lærte sproget ved at min værtsmor mange gange om dagen spurgte, hvad forskellige ting hed. Senere også udsagnsord. Og så lyttede jeg mig til, hvordan det skulle sættes sammen. Jeg fik noget undervisning efter jul som hjalp til bedre forståelse af, hvorfor man gør, som man gør. Men ellers hænger sproget bare lige pludselig ved.
En dag i april, efter jeg havde været der i 9 mdr., var jeg ude og købe gave til min danske far. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle købe til ham, og spurgte ekspedienten om hjælp. Hun foreslog først nogle skilte med sjove citater. Jeg fortalte, at det nok ikke ville være så godt, da han ikke snakker ungarsk. Så foreslog hun et krus. Heller ikke så godt, da det jo skulle sendes til Danmark. Da vi så havde fundet en passende gave, var hun nysgerrig efter, om min far var fra Tyskland. Efter at have fortalt at han er dansker, at min mor også er dansker, ligesom jeg selv, var hun meget overasket, da hun hverken på mit sprog eller accent kunne gætte, at jeg ikke var ungarer! Det gjorde mig meget glad.
Mad
Ungarsk mad er mere fed og mere fyldt med olie end dansk mad. De spiser gerne suppe som forret på en almindelig hverdag, især om vinteren. De har mange lækre kager, og laver mange kager selv. En ungarsk tradition er, at når man tager ud og besøger nogen, tager man kage med. Og alle får noget af al den mad, der er tilovers med hjem. Så hvis der er mange mennesker på besøg på én gang, er der rigtig meget kage, og alle får en masse forskellige kager med hjem. Plus noget af maden.
Line Jørgensen, Ungarn 04/05 |