|
Jeg valgte Chile, fordi jeg først og fremmest ville være anderledes og ikke følge strømmen og tage til USA som så mange andre, og jeg har aldrig fortrudt mit valg af land! Da jeg tog af sted, vidste jeg næsten intet om Chile, men det tænkte jeg, at det skulle jeg nok få lært, og det gjorde det i det hele taget bare mere spændene. Det var nemlig spændingen og så det at lære spansk, der fik mig til at rejse. Min familie Jeg havde fået af vide hjemmefra, at min familie boede i en by ude på landet, ved navn Ovalle, men jeg havde aldrig set eller talt med dem, så jeg var meget spændt, da jeg endelig skulle møde dem. Men i samme øjeblik jeg trådte ud af bussen og så dem, vidste jeg allerede, at de var MIN familie! Jeg følte en stor glæde og lettelse, og de kom straks hen og omfavnede mig, og allerede fra det øjeblik følte jeg mig ønsket i familien. Vi kom hjem og jeg gav dem mine medbragte gaver, som de til min skuffelse gik ind og pakkede op alene og ikke sammen med mig. Det var, som jeg husker det, den første kulturelle forskel jeg stødte ind i, og som hurtigt blev efterfulgt at mange andre. <&xml:namespace prefix = o ns = "urn:schemas-microsoft-com:office:office" /> Jeg var blevet godt forberedt af YFU hjemmefra, så som det første spurgte jeg hvilke regler der galt i huset, og min mor svarede mig, ”Der er ingen regler!”, hvilket jeg senere opdagede næsten var sandt. Så jeg følte mig fri, og jeg kunne gøre næsten hvad jeg ville, så der opstod kun meget få problemer, og de blev aldrig rigtigt sure på mig. I min familie havde jeg fire søskende, to helt små og to på 13-14 år. Jeg havde hjemmefra ønsket at komme i en familie med børn, og det var rigtig sjovt at prøve at bo med små søskende, og så var der jo altid liv i huset og nogen at lege med. I Chile har middel- og overklassen ”nannys” som er tjenestepiger, og i min familie havde vi to. Det var meget mærkeligt, og man skulle lige lærer hvordan man behandler sådan nogle, for selvom de er i huset 12 timer dagligt, så er de alligevel ikke en del af familien, og de kan fyres. Men dem kom jeg rigtig godt ud af det med, bl.a. fordi jeg allerede fra starten var rigtig sød og rosende over for dem. Skolen I Chile skal man på alle skoler benytte en skoleuniform, så sådan en fik jeg selvfølgelig også. I starten havde jeg lidt problemer med at vænne mig til at gå i kjole og lange strømper hver dag, men da alle andre også gjorde det, blev det til sidst en vanesag, og man havde i hvert fald aldrig problemer med valg af tøj om morgenen. Jeg kom på den fineste privatskole i min by, og det var noget af en oplevelse, for den var meget streng. Allerede fra den første dag skulle jeg prøve at følge med i undervisningen, hvilket var kort sagt umuligt for mig, da jeg ikke kunne sige et eneste ord på spansk. Hver dag havde vi mindst én prøve, og hver eneste prøve var meget vigtig, så mine venner var tit lidt stresset, og de havde næsten aldrig tid til andet end at studere. Efter sommerferien var mit spansk så godt, at jeg godt kunne følge med i undervisningen, og så begyndte jeg også at tage prøverne, og gik selv meget op i det. Derfor brugte jeg meget af min tid de sidste fem måneder på at studere, hvilket har været det værd, fordi mine venner syntes, at jeg var sej, fordi jeg tog de samme prøver som dem, og også her efter at jeg er kommet hjem, har alt det jeg lærte i Chile været mig til gavn. Chilenerne var meget søde ved mig, og de ville allerede fra første dag gerne tale med mig, selvom de ikke talte engelsk og jeg ikke spansk. Alle ville også møde mig, og alle kendte mit navn, selvom jeg næsten aldrig kunne huske deres. Mine klassekammerater hjalp mig altid, hvis jeg havde brug for hjælp, og alle var interesserede i at tale med mig. De ville også meget gerne lære mig spansk, så dem kunne jeg altid spørge, hvis jeg var i tvivl om noget. Men det fantastiske var, at alt dette ikke kun varede de 2-3 første måneder, men faktisk hele året rundt. Det er meget vigtigt som udvekslingsstudent, at man er parat til at indpasse sig, ligesom jeg i min skole blev nød til at gå i skoleuniform og sige ”Ja tak hr.” til alle voksne, osv. Også at være positiv er en del af det. Man bliver nødt til at få det bedste ud af alle situationer, uanset hvor kedelige eller håbløse de er. Så når nogen var sure holdt jeg altid mund og var glad, og det roste min familie mig meget for, og sagde, at det var noget at de ville komme til at savne, den dag jeg rejste. Men oplevelsen slutter aldrig. Man vil altid huske sit år, og mange vil senere i deres liv kunne drage nytte af det. Jeg skal også til Chile allerede nu til jul sammen med min familie, hvilket jeg glæder mig meget til. Pernille Juhl Dagø Chile 2004/05 |
