Simons beretning fra community college i USA |
På min sidste officielle dag på community college i Wisconsin, USA, stod jeg på talerstolen foran min amerikanske og internationale medstuderende og venner. Sidstnævnte havde bestemt, at jeg skulle sige et par ord på deres vegne, og der stod jeg så foran dem alle sammen og prøvede at styre nervøsiteten. Jeg fik efterfølgende ros for talen fra de internationale venner. De synes, jeg havde sat ord på de tanker og følelser, de havde haft i løbet af året, hvilket jeg var glad for. Det var vist også først på det tidspunkt, jeg for alvor rigtig tænkte tilbage på mit år.
Allerede da jeg tog beslutningen om at tage på udveksling, vidste jeg, at det ville få stor betydning for mit liv. Selvom det var svært at sige farvel til vennerne og især familien, var jeg dog spændt som et barn på juleaften, da jeg skulle af sted.
Familie
De første indtryk af min værtsfamilie havde jeg fået, inden jeg tog af sted. Vi havde udvekslet billeder pr. e-mail, så vi kunne få et indtryk af hinanden. Billederne vidste en normal middelklasse-familie, som ligeså godt kunne have været mine naboer herhjemme i Danmark.
Det er meget forskelligt, hvor mange der bor i huset. Mine værtssøskende var flyttet hjemmefra, men nogle af mine internationale venner, der var på udveksling sammen med mig, boede hos familier med 2 ? 3 små børn. Min værtsmor havde 12 søskende, hvor nogle af dem også boede i byen. Det var sjovt for mig, der kommer fra en lille familie her i Danmark.
Humoren fyldte meget i vores forhold, men der var altid plads til at snakke om eventuelle problemer og dagens oplevelser. Jeg følte aldrig, at min amerikanske familie prøvede at overbevise mig om, at de var mine forældre, men de er nok det tætteste, jeg kommer på et par ekstra forældre.
Skolen
Udover at karakterskalaen bruger A til F i alfabetet, og de studerende på mit college tiltalte underviseren med 'Professor' og så deres efternavn, var der mange andre ting, der overraskede mig. Det var tydeligt, at der var mere respekt overfor underviseren, men det kan også hænge sammen med, at den studerende ofte brugte egne penge på 'college tuition costs' (undervisnings-omkostninger), så de tog deres uddannelse alvorligt. Det var ikke et særligt stort college, da der ?kun? gik 500 studerende, som havde undervisning på alle tider af dagen. Dette var dog rart, idet det gav rig mulighed for at lære nogle mennesker at kende, da man ikke kunne undgå at se dem næsten hver dag.
Fritid
Fritiden var nem at afsætte. Udover lektierne var der selvfølgelig vennerne, man så, når de ikke var på arbejde for at tjene til tuition costs, eller jeg selv havde travlt med at involvere mig på collegets teater, hjælpe ved collegets basketballkampe eller være sammen med min værtsfamilie. I fritiden såvel som i collegetiden var det nødvendigt, at du som udvekslingsstuderende tog første skridt, ellers havde de amerikanske studerende for travlt.
Den spænding, jeg følte, da jeg skulle af sted, var kun en reel og sund spænding. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, og selvom klimaændringen ikke var den helt store i meteorologisk forstand i Wisconsin, så var det en klimaændring i overført betydning, og det var det vigtigste. I en alder af 20 år hvor jeg ellers mente, jeg vidste, hvordan verden så ud og hang sammen, tog jeg af sted mod USA og blev så meget klogere.
Vejret minder meget om det danske, og på nogen områder gør mentaliteten også. På andre områder kunne jeg kun ryste på hovedet og smile; hvorfor tage bilen femhundrede meter ned ad gaden, når det ville være nemmere at gå eller cykle? Hvorfor skal man lave større portioner mad, end man kan spise? Hvorfor skulle mine amerikanske venner arbejde hele tiden? Kulturforskel var nøgleordet her, og der var flere ting, som man blev opmærksom på i løbet af sit ophold - positive og negative.
Så da jeg endelig rigtig tænkte tilbage på mit år som udvekslingsstudent på community college, kunne jeg se tilbage på et år med personlig udvikling, dejlige venskaber og en helt ny forståelse af verden.
Simon Glud Grønlund
USA 2002/03 |
