Da jeg gik i 7. klasse ringede én af mine gode venner, Joakim, en dag og spurgte, om jeg ikke ville med over til ham for at se en ny tegnefilm, han havde fået. Det var en japansk tegnefilm med navnet ”Neon Genesis Evangelion”. Den samme weekend brugte jeg, Joakim og to andre i vennekredsen 13 timer fra klokken 20 til 9 næste morgen på at se alle 26 afsnit af den japanske serie. Den var på japansk med japanske undertekster. Jeg blev så begejstret for den at jeg skyndte mig hjem og bestilte den fra USA (for 700 kr!). Et par måneder efter så jeg den endnu engang, men denne gang lagde jeg rigtig meget mærke til sproget. Jeg synes det lød helt enormt flot, og i en ekstase af ung naivitet besluttede jeg mig for at lære japansk. Der gik ikke lang tid, før jeg havde bestilt flere bøger hjem fra biblioteket om japansk, og jeg havde da også købt et par stykker fra Staterne (det er ikke let at finde japansk materiale i Danmark!). Det forblev på hobby-niveau, og der var absolut ingen planer om nogensinde at skulle bruge det til noget.
Så opdagede jeg udveksling. For mig lød det helt fantastisk at bo i et andet land i et helt år, og jeg fik hurtigt fremlagt ideen for mine forældre. Først ville jeg enten til Australien eller New Zealand for at lære engelsk, men så var det jeg så det: Japan! Nøj… det ville bare være paradis at bo et år i noget så vildt som Japan. Men mine forældre var selvfølgelig ikke meget for ideen. Jeg kunne jo altid tage til Japan. Jeg burde tage til USA eller England eller sådan noget for at lære engelsk, som jeg i det mindste kunne bruge til noget. Jeg fik dog forklaret, at der jo også var hele kulturoplevelsen og den personlige udvikling osv. og til sidst fik jeg dem sandelig overtalt.
Dagene gik, og da det blev marts skulle jeg pludselig afsted. Vi var i alt tre fra Danmark der skulle til Japan (de første i rigtig lang tid, der skulle afsted , har jeg ladet mig fortælle). Først tog vi til Stockholm, Sverige i en 3-4 dage, hvor alle dem der skulle til Japan fra Danmark, Norge og Sverige mødtes for at få undervisning i Japansk (på svensk!) og information om japansk kultur. Det var hyggeligt og koldt.
Endelig, efter at have ventet så lang tid, kom jeg til Japan. Og det var virkelig magisk at ankomme i lufthavnen, hvor rulletrapperne snakkede, WC’erne sprøjtede én i enden og alle snakkede japansk. Vi blev transporteret hen til Olympic Center i Tokyo, hvor vi blev indlogeret på værelser. Her skulle vi så bruge de næste fem dage på ”Orientation Camp”, hvilket indebar endnu mere japanskundervisning, endnu mere kultur og i sidste ende: Mødet med vores værtsfamilie! Således skete det, at jeg kom til Japan.
Kultur
Det er svært at beskrive forskelle på kultur, da der jo ud over arktitekturen, maden og tøjet ligger en kæmpe forskel i mentaliteten. Jeg vil forsøge at beskrive to forskelle på danskere og japanere, som jeg selv kom i konflikt med under mit ophold.
Jeg er dog lidt bange for at give et forkert billede af japanere, så jeg vil starte med at sige, at på bunden er de ligesom os. 98% er det samme, men det er alligevel de sidste 2% der gør forskellen. Den største forskel på japanere og danskere er, at for danskere handler alt om dem selv (ikke nødvendigvis en dårlig ting) og for japanere handler alt om andre. I Danmark sætter vi stor pris på at kunne ytre vores mening om alt og brokke os om alting, men i Japan mener man, at man jo ikke får noget ud af at brokke sig, andet end at der kommer en dårlig stemning, så man vil hellere undgå det. På samme måde når man diskuterer, gælder det ikke om at vinde en diskussion (som det gør i Danmark), men derimod at trække sig først, og sige at den anden har ret (også selvom man er uenig). For man sætter venskab og glæde over personlige meninger. Det nytter jo ikke noget at diskutere uenigheder alligvel. Det giver, som sagt, bare en dårlig stemning. Og præcis dét, er noget jeg virkelig savnede da jeg kom hjem fra Japan. Alle danskere gik bare og brokkede sig og var sure hele tiden!
En anden markant forskel er når man møder nye mennesker. Danskere kan godt være meget kolde og afvisende, når man møder dem første gang og langt de fleste danskere er ikke meget for at møde nye mennesker. Men så snart man får brudt overfladen, går der ikke lang tid før man kan både kramme og snakke, som havde man været de bedste venner.
Japanere, derimod, er meget lettere at komme i snak med, når man møder dem første gang, og jeg oplevede, at da jeg kom derover, blev jeg helt enormt populær og interessant og alle ville snakke med mig. Men på den anden side ligger de venskaber man får sig, sådan altid lidt på overfladen, og man føler aldrig rigtig man kommer tæt på personer, ligesom man gør i Danmark, og det fik i hvert fald mig til at savne mine venner i Danmark rigtig meget. Nogle venner, der kendte mig virkelig godt, og som jeg kunne snakke med om alt.
Der er sikkert mange der tænker på, om sproget ikke var svært at lære. Det var det. Japansk er ikke et svært sprog i sig selv: grammatikken er meget overkommelig, udtalen er utrolig let og det er et meget løst sprog forstået på den måde, at der ikke er særlig mange regler for ordstilling. Det svære ved sproget er at det er så anderledes i forhold til dansk. Hvis man lærer engelsk kender vi danskere måske 25% af ordene i forvejen fra dansk, og igen hvis vi lærer tysk er halvdelen af ordene næsten magen til de danske. Men på japansk (med undtagelse af ”moderne” ord som computer, fjernsyn, cola etc., som ikke har en etymologisk historie i sproget) er der næsten ingen ord, man kan genkende. Desuden fungerer grammatikken – på trods af dens enkelhed – på en fuldstændig anden måde. Det gør det enormt svært. Man kan ikke bare oversætte et ord som ”hvis” ligesom man kan gøre med engelsk ”if” og tysk ”wenn”. På japansk kræver det en hel bestemt grammatisk konstruktion for at udtrykke samme idé som ordet ”hvis”. Og så er der jo de kære mange tusinde kinesiske tegn. Og for at gøre det endnu mere indviklet, har japanere opfundet to ekstra alfabeter… bare for overskuelighedens skyld. Så man arbejder med tre alfabeter på japansk og alle tre bruges lige meget og samtidig.
Før jeg tog afsted havde jeg læst en lille smule japansk, men det var begrænset til at kunne sige mit eget navn og alder. Så jeg kunne absolut ikke snakke japansk i starten, og den første uge på skolen var den mest forvirrende uge i mit liv! Alle snakkede et sprog jeg ikke forstod en pind af, og alle lignede hinanden. Heldigvis havde jeg japanskundervisning på skolen hver eneste dag (1½ time), og når jeg kom hjem, brugte jeg også gerne et par timer på at læse japansk. Min værtssøster Yu, havde selv været i USA i sin tid (hun er 30 nu), og kunne derfor snakke flydende engelsk, så hun hjalp mig rigtig meget med det japanske.
Lærte jeg japansk? Som sagt fik jeg både undervisning i japansk på skolen og derhjemme og alting var på japansk og alle snakkede japansk, så det er klart, at det går rigtig hurtigt med at lære sproget. Efter ca. 3 måneder kunne jeg begynde at forstå, hvad folk sagde, når jeg gik forbi dem på gaden. Efter 6 måneder, følte jeg selv, at jeg kunne medvirke i en samtale med mere end bare enkelte ord eller sætninger. Lige før jeg skulle hjem (efter 10 måneder) kunne jeg sige, lige det jeg ville på japansk, uden at tænke videre over det. Det var ikke flydende, men jeg kunne snakke helt normalt uden besvær. Det var en virkelig dejlig fornæmmelse efter at have brugt så meget energi på det.
Udbytte
Har jeg så fået noget ud af at være i Japan? Jeg tænker altid på, når jeg fortæller andre fra YFU om mit ophold i Japan, om mit år har været anderledes i forhold til dem der har været i USA eller andre ”mindre eksotiske lande”. Selvom alle udvekslingsophold selvfølgelig har været vidt forskellige og unikke, minder de alligevel til forveksling om hinanden, synes jeg.
Mit ophold har under alle omstændigheder haft kæmpe betydning for mig og har ændret mit liv fuldstændigt. Selvom jeg har prøvet ihærdigt, så har det været svært at bringe særlig meget japansk kultur med hjem til Danmark. Det passer bare ikke rigtig sammen. Så det er virkelig to forskellige verdener, og første gang de lappede over hinanden, da mine værtsforældre kom og besøgte mig i Danmark, var en hel vild fornemmelse.
Det bedste jeg oplevede i Japan var til allersidst, hvor jeg rent faktisk følte mig hjemme dér. Jeg følte virkelig at det var mit eget land, og at jeg kendte kulturen som enhver anden japaner gør. Det var en hel utrolig oplevelse. Tænk at jeg skulle føle mig hjemme i et land, som jeg bare et år før knap nok kendte noget til udover tegnefilm derfra.
Jeg har været i Japan en enkel gang siden jeg kom hjem, og jeg håber at gøre det til en tradition at tage derover en gang om året. Det er i allerhøjeste grad blevet mit andet hjem, og jeg føler mig ligeså meget hjemme derover, som jeg gør i Danmark.
Japansk kæmper jeg bravt for at holde ved lige, selvom det selvfølgelig ikke er noget man bare sådan lige glemmer.
