Oplevelsen der aldrig slutter |
14 år efter sit udvekslingsophold ser Anne Blume Futtrup tilbage på oplevelserne i Montana, USA og på hvad det har betydet for hende. Læs her om alt det, hun fik med i bagagen, også på lang sigt.
Mit udvekslingsophold i Montana sluttede formelt for næsten 14 år siden, men nu hvor USA igen er blevet mit hjemland, er det blevet endnu klarere for mig, at oplevelsen varer hele livet.
Af: Anne Blume Futtrup
Da jeg landede i den lille lufthavn i Helena, Montana og tog hul på mit udvekslingsår som medlem af ”the Lance family,” kunne jeg umuligt forestille mig, at det var begyndelsen på en oplevelse for livet. Det var godt nok hvad de ”gamle” returnees havde fortalt mig, men som en forsagt 16-årig pige fra Randers havde jeg ikke lige i tankerne, at jeg næsten 14 år senere ville kalde New York min hjemby og have min værtsfamilie i Montana som nærmeste, familiære base.
Et år fyldt med øjenåbnere
I begyndelsen lykkedes det ikke for mig at få mange ord indført i Curt, Shirley og Taras hurtige og uafbrudte talestrøm. Det gjorde ikke tingene lettere, at min mund sad fast i åben benovelse over Montanas høje bjerge og over at alt omkring mig var vokset bemærkelsesværdigt i forhold til de vante, danske rammer. Både huset, bilen og måltiderne - for ikke at tale om værtsfar Curt - var super-size.
De kommende dage og uger var fyldt med mange flere både små og store øjenåbnere om livet i mit nye hjemland. Jeg fandt ud af, at ”cereal” er en fællesbetegnelse for morgenmadsprodukter, at min værtsfamilie ser fjernsyn døgnet rundt, at man holder hånden over hjertet, når nationalsangen bliver afspillet, at meget mere end fast-food kan rækkes ud af drive-through vinduer og at jeg blev nødt til at komme ud af busken, hvis jeg ville finde nye venner blandt mine 1500 nye kammerater på Helena High.
Uger blev til måneder, og uden at tænke videre over det, blev mit engelske så godt, at det overhalede det danske i både tanker og drømme. Jeg faldt til i min familie og gennem dem, skolen og mine nye kammerater lærte jeg den amerikanske kultur at kende indefra – på både godt og ondt.
Tårevædet afsked
Inden jeg fik set mig om, var der gået et år, og mit udvekslingsophold var slut. Selvom jeg slet ikke var i tvivl om, at jeg ville komme tilbage til min værtsfamilie og USA, var afskeden tårevædet, og hjemkomsten til Danmark svær. Det var selvfølgelig rart at komme hjem i de vante omgivelser og at se familie og venner igen, men jeg savnede den amerikanske hverdag. Heldigvis kunne jeg tale om mine oplevelser med de mange, gode YFU-kammerater, som jeg tilbragte mange weekender i Huset sammen med.
Der skulle gå tre år, før jeg så min værtsfamilie igen, men i mellemtiden holdt vi kontakten gennem breve og pakker.
En ekstra familie
Da jeg var blevet student drog jeg sammen med to veninder af sted på den store road-trip i USA. Det var min værtsfamilie, der hjalp os med at købe bil og forsikring, og i løbet af vores fire måneder lange rejse var det forventet at vi med jævne mellemrum tjekkede in med dem. Når bilen sagde underlige lyde, når vi for vild eller blot havde brug for at høre en kendt stemme, der befandt sig på samme kontinent som os, var min familie et uundværligt sikkerhedsnet i den anden ende.
Siden fulgte de fra afstand mine studier og de undrede sig ofte over, hvordan jeg kunne leve uden en bil og hvorfor jeg ikke snart skulle giftes. Det blev deres datter ved et overdimensioneret amerikansk marengsbryllup, hvor jeg selvfølgelig var selvskreven gæst. Senere fik også jeg styr på både bil og mand.
Min amerikanske familie er altid blandt de første, jeg ringer til, når der er store nyheder.”Hi, it’s me,”er det eneste, jeg behøver sige, når de besvarer opkaldet.
Hjem igen
Da min mand for lidt over to år siden blev tilbudt en udstationering i New York, var jeg hurtig til at gribe muligheden for at komme ”hjem” til USA.
Glæden var stor, da jeg fandt ud af, at Taco Bell stadig har ”Combo number 1” på menuen, men fastfood-menuerne er ikke det eneste der er, som det plejer at være. Først nu er det gået op for mig, hvor meget jeg egentlig har fået ud af mit udvekslingsophold. Mit kendskab til hvordan samfundet fungerer, har hjulpet mig i utallige situationer, og hvis jeg er i tvivl ved jeg, at jeg altid kan ringe til min amerikanske familie for at få gode råd.
De har hjulpet mig i mit arbejde som freelance-journalist – blandt andet ved at skaffe mig kilder blandt de lokale cowboys i Montana. Vi har haft politiske diskussioner om forskellene mellem Danmark og USA, og de har forklaret hvordan man opgiver sin skat, hvordan sundhedssystemet virker i praksis og meget, meget mere.
Mit engelsk er blevet en smule rustent, og hverdagen kræver mere arbejde end i de glade high-school dage. Selvom der er stor forskel på Montana og New York finder jeg det lettere end mange af de andre danskere, jeg møder i min amerikanske hverdag, at afkode de lokale både i faglige og sociale sammenhænge. Jeg kender de små hemmeligheder, man ikke kan læse sig til i bøgerne og som vil være uhøflige at spørge til.
En gang YFU’er
Jeg er ikke længere det man i foreningssproget vil kalde ”aktiv,” men heldigvis er jeg ikke den eneste YFU’er, der har taget turen tilbage til USA. I en radius af 45 minutter bor der indtil flere, gamle YFU’ere som jeg kan dele den fortsatte udvekslingsoplevelse med, og jeg er aldrig i tvivl om, at jeg kan regne med det store netværk, organisationen har givet mig indenfor de fleste brancher og byer i både Danmark og det store udland.
Da jeg som 16-årig pakkede kufferten og for første gang tog turen over Atlanten kunne jeg umuligt forestille mig, hvor stor betydning mit ophold ville få i mange år fremover, men der går ikke mange dage uden jeg tænker over de mange sidegevinster, det giver at være YFU’er.
|
