Jeg er et heldigt menneske - om Tyrkiet 

Anders Hansen, der normalt er frivillig i YFU-Danmark, drog i september 2008 otte måneder til Tyrkiet, som intern for YFU-Tyrkiet. Her er hans beretning om opholdet, hvor han kom ind under huden på tyrkerne og oplevede unge tyrkeres hverdag.

Af alle de lande jeg efterhånden har besøgt er Tyrkiet nok et af de mest fascinerende.

Jeg har sjældent oplevet et sted hvor kulturen er så varieret og svær at gennemskue. Hver eneste gang man rejser fra ét sted til et andet oplever man nye facetter af dette land og et folk, der er sammensat af et utal af kulturer, religiøse tilhørsforhold og geografiske oprindelsessteder. De fleste lande i verden har en række kulturelle fællesnævnere, der går igen landet over. Tyrkiet er et af de lande jeg kender til, hvor der er færrest.

Gæstfriheden er én af dem. Jeg har aldrig oplevet et folkeslag, der er så oprigtigt gæstfrie som Tyrkere. Sommetider virker det som en refleks for den jævne tyrker, at møder han/hun en fremmed på gaden skal man hjælpe vedkommende – gerne ved at byde vedkommende hjem og overnatte i én til flere dage.

Maden er en anden en. Det skal forstås således at hvor end man ender i Tyrkiet vil man opleve høj gastronomisk kunst og en kælen for den gode smag. Men der er forskel på fisk. Kebab fra Istanbul er sandelig ikke det samme som kebab fra Antalya! Og en tyrkisk kebab er noget HELT andet end den du har fået nede på hjørnet.

Herudover vil jeg være ked af at forsøge at komme på flere fællesnævnere. Jeg kunne prøve, men jeg tror at hver gang jeg kom op med en ville jeg komme i tanke om et sted, hvor den ikke gjaldt.

Mit tyrkiske eventyr startede september 2008, med at jeg startede som intern hos YFU-Tyrkiet – et af de yngste medlemmer af YFU-familien. Som loven foreskriver har YFU-Tyrkiet hovedkvarter i hovedstaden Ankara, midt inde på den Anatolske højslette, og dette kontor kom mit professionelle liv til at koncentrere sig om de næste 8 måneder. I dagligdagen sad jeg på kontoret og hjalp de lokale frivillige med forskellige forefaldende kontoropgaver.

Herudover var jeg involveret i forskellige aspekter af organisationens profileringsopgaver. Mest spændende af disse opgaver var de ugentlige lektioner som jeg og 3 andre udenlandske interns afholdt på en nærliggende skole.

60 tyrkiske gymnasie-elever i 15-års alderen havde meldt sig til en Personal Development Class som vi stod for. Vores lektioner handlede om emner som menneskerettigheder, identitet, Interkulturel forståelse og formålet med dem var at åbne ungernes øjne for en større verden end den de til daglig lærer om i Tyrkiet. Det handler nemlig om faglig viden og eksaminer. Således bød disse lektioner også på en af mine første store oplevelser med tyrkisk kultur. Tyrkiske teenagere er i mine øjne meget anderledes og jeg synes deres måde at reagere på vores undervisningsmetoder giver et godt indblik i en af forskellene på den danske kultur jeg kender og den tyrkiske jeg har lært at kende. Som en af mine venner en dag sagde om at tale til de unge tyrkiske gymnasie-elever: ”We are mediterranean! We talk loud and we listen loud!”. I Tyrkiet foregår alt i et højere gear. De kører stærkere, de er gladere, de bliver mere kede af det osv. Det ledte også til en forståelse for hvordan det Tyrkiske skolesystem er stykket sammen:

Den tyrkiske form for skolegang hører til det vi i Danmark ville kalde ”den gamle skole”. Undervisningsformen er generelt således at en lærer fortæller og skriver på tavlen, mens eleverne skriver ned. Der bliver sjældent stillet spørgsmålstegn ved rigtigheden af hvad læreren siger. I tyrkiske skoler handler det i højere grad om at indlære viden af en faglig karakter, en udvikling af individet, således at man bliver rustet til det mange eksaminer man som studerende udsættes for på ens vej gennem uddannelsessystemet. I struktur minder skolesystemet om det engelske:

I alderen 7-14 år deltager man i 8 års ”folkeskoleundervisning”, der er obligatorisk for alle børn. Herefter overgår man til 3 eller 4 års ”gymnasie-undervisning” inden man har mulighed for at komme videre til universitetet. For at komme videre til universitet skal man bestå en såkaldt Universitets Adgangs Eksamen (Tyrkisk: ÖSS), som er en 3 timer lang, skriftlig eksamen som alle universitetsaspiranter skal bestå, for at få adgang til universiteterne. Afhængigt af hvor godt man klarer sig i denne ÖSS bliver man tildelt en plads på et bedre eller dårligere universitet.

Denne ÖSS-eksamen er et kardinalpunkt i det Tyrkiske uddannelsessystem og konstant genstand for debat, da den er med til at fastholde dette fokus på at tilegne sig viden (udenad?) frem for udvikling af individet.

Vi kom med noget nyt. Udover at vælge nogle temmelig alternative emner bad vi dem om selv at tage stilling til tingene. Vi gav dem friheden og muligheden for selv at diskutere de emner vi arbejdede med. Vi gav dem abstrakte opgaver som de selv skulle finde en løsningsmetode på, og hvor der sjældent var rigtige og forkerte svar.

Resultatet? Mere end en gang var det kaos. De unge tyrkere havde svært ved at håndtere denne grad af frihed. De var som lopper i en sæk – og det var ikke nok bare at tale til deres samvittighed. Det tog os nogen tid at finde ud af, hvordan vi skulle håndtere dem.

Det er tydeligt for mig, at, i Tyrkiet lever man i en kultur, hvor et eller flere skridt til siden får konsekvenser – somme tider ret grelle konsekvenser. Særligt for unge tyrkere hersker det her ”Frihed-under-ansvar” begreb som vi sværger til i Danmark ikke i samme grad.

Et andet kendetegn ved Tyrkiet, som vi oplevede er de stærke familiebånd. Flere gange talte vi med de unge i vores klasse om muligheden for at komme på udveksling – og ofte fik vi svaret at det ville de (de unge, red.) meget gerne, men far og særligt mor var imod. Sociale bånd er vigtige familierne er meget tæt knyttede. Børnene - særligt drengebørn - synes at være familiens stolthed og beskyttes i meget høj grad.

I det hele taget er ekstremer nok et kendetegn for Tyrkiet. Der synes sjældent at være en middelvej; er man glad, er man GLAD. Er man sur er man SUR.

Ligeledes vil den tyrkiske gæstfrihed og imødekommenhed nok være noget ekstrem for den jævne dansker. Sociale netværk er meget vigtige og man finder nemt nye venner. Folk virker nærmest afhængige af at have en stor omgangskreds. I Danmark har jeg været vant til måske at falde i snak med en person i toget. Så sidder man og taler med hinanden de to timer det tager at køre fra København til Vejle (med lyntoget) og når den ene så stiger ud skilles man og forventer aldrig at se hinanden igen. I Tyrkiet resulterer et sådant møde oftest i udveksling af telefonnumre, og kort tid efter man er kommet hjem er man blevet tilføjet som ven på Facebook. Og det forventes at man holder kontakten ved lige på den ene eller den anden måde.

Endnu et bud på hvor ”ekstrem” den tyrkiske kultur, er deres forhold til sport og i særdeleshed fodbold. Der er meget få lande i verden, der har en paragraf om sport og fysisk udfoldelse i deres grundlov, men i den Tyrkiske findes der en sådan. Dette afspejler igen tyrkeres store interesse for sport. Det er ikke unormalt at offentlige fodboldbaner inde i byerne er åbne indtil midnat. Mange unge mennesker er engagerede i en eller anden form for fysisk udfoldelse, der ofte sker i skole-regi, og for enhver ung der bor i Tyrkiet er dette en væsentlig måde at få venner på.

Denne spraglede og ofte ekstreme tyrkiske kultur afspejles tilmed i landet geografi. Ude øst på i landet er vinteren kold – kold som i minus 30 grader, og somme tider koldere. Sydpå – omkring feriebyerne Alanya og Antalya bliver der sjældent under 10 grader. Ved Sortehavskysten i det nordlige Tyrkiet finder man store, frodige skovarealer. Inde i midten, på den anatolske højslette kan man køre rundt og rundt i bare, stenede landskaber.

Og sådan kunne jeg blive ved...

Er min beskrivelse af Tyrkiet forenklet? Naturligvis. Den er mit forsimplede billede af et af de lande jeg kender, det er sværest at beskrive med få ord. Andre vil givetvis komme med ganske anderledes beskrivelser og hvis det kommer til at forvirre dig, kan jeg kun anbefale, at tage af sted og prøve det hele selv.

Anders Hansen, Odense