Et år i Østrig

Et år i Østrig
August 22, 2016 10:55

Hallo!

Jeg hedder August, er 16 år og om lidt under en måned er jeg på vej til Østrig som udvekslingsstudent med YFU. Jeg kommer fra Kgs. Lyngby nord for København.

Jeg har ikke altid vidst, at jeg ville på udveksling. I lang tid ville jeg egentlig bare gerne videre i gymnasiet hurtigst muligt, men da jeg hørte om udveksling, kom jeg frem til, at det ville være en fabelagtig mulighed. Jeg har altid været stor fan af at rejse, opleve andre kulturer og lære og tale andre sprog. Som mange andre der tager afsted på udveksling, ville jeg i starten gerne til USA. Jeg havde været på ferie derovre et par gange og havde fået interesse for deres kultur og historie. Dog var der også noget i mig, der trak i retning af de tysktalende-lande. Jeg har været så heldig at have en tysklærer fra Østrig, og hun kunne derfor fortælle mig om hvorfor, jeg burde tage dertil i stedet. Jeg var solgt, og det er derfor, at jeg d. 27 august flyver mod Wien.

Jeg fik min værtsfamilie for et par måneder siden. Det var en helt vild følelse at læse om de mennesker, jeg kan kalde min familie det næste år! Jeg var især spændt på om jeg skulle bo i bjergene, eller i den mere flade del af landet. Det endte med det sidste, hvilket jeg er meget glad for, da det er tæt på Wien, som er meget kulturrig og generelt en super fed by! Jeg skal bo i Deutsch-Wagram, som ligger ca. 18 km. fra centrum i Wien. Der er 8.300 indbyggere, hvilket er en del mindre end Kgs. Lyngbys 54.000. Jeg skal bo med min værtsfar, min værtsmor og værtsbror, som er ca. et halvt år ældre end jeg. Der er også værtssøster, men hun bor ikke længere hjemme. Jeg skal gå på ”Bundesoberstufenrealgymnasium”, som er en speciel Østrigsk skoleform, på skolens kunstlinje. Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver at skulle tale tysk hele tiden. Jeg har haft det tre år i skolen, og håber at det er et godt udgangspunkt for at blive endnu bedre.

Siden jeg fik at vide, hvor jeg skal bo, har jeg været i kontakt med min værtsfamilie. Vi har mailet, sendt beskeder over WhatsApp, sendt postkort og skypet. Selvom vi ikke rigtig kender hinanden, så er vi dog blevet lidt klogere på hvem hinanden er.

Jeg glæder mig mildest talt meget til at komme derned!

Liebe Grüβe,

August