Livet på Cheyenne Mountain High School

Cecilie var på udveksling i Colorado Springs, hvor hun gik på Cheyenne Mountain High School. Byen ligger i staten Colorado i den bjergrige vestlige midte af USA. Staten er den ottende største og 21. mest befolkede amerikanske stat.

Byen, Colorado Springs, er statens andenstørste med knap en halv million indbyggere og var også statens ”hovedstad” under Gold Rush’et i midten af 1800-tallet. Dengang havde byen også tilnavnet ”Little London”, fordi så mange englændere valgte at slå sig ned her, senere fik den tilnavnet ”Olympic City USA”, fordi den huser det amerikanske olympiske træningscenter, den olympiske komité og anti-doping-agenturet.

Oprindeligt var området omkring Colorado Springs befolket af folkeslagene Ute, Arapaho og Cheyenne og sidstnævnte har også lagt navn til den High School, Cecilie gik på. Byen ligger på en steppe med det sydlige Rocky Mountains på venstre side og bjergkæden Palmer Divide mod nord, og den er kendt for sine militærbaser, high tech- og forsvarsindustri, sportskultur og bryggerier.

Her er Cecilies fortælling.

Rejsen

Da jeg ankom i lufthavnen efter at have været på farten i godt 24 timer, med to mellemlandinger og forsinkelser på fly og alt muligt, blev jeg mødt af min værtsfamilie, der stod klar med et velkomstskilt og var megaspændte på at møde mig. Det at de stod der for at tage imod mig gjorde, at den lange tur bare var det hele værd! De hentede mig i lufthavnen i Colorado Springs, der ligger i den by, jeg skulle bo i. Jeg var megatræt efter den lange rejse og de var supersøde til bare at lave en sandwich til mig, da vi kom hjem og så fik jeg lov at gå i seng.

Colorado Springs, som var den by, jeg boede i, er en rimeligt stor by, men der bor ikke megamange mennesker, for der er mange bjerge og bakker og megamange marker, så byen er spredt ret meget ud.

Værtsfamilien
Jeg boede hos en rigtig sød værtsfamilie og jeg var superglad for dem. Det var en værtsfamilie, der bestod af en mor, en far og to søstre.
Min værtsfar, Joe, er spansklærer på en af de andre high schools, der lå i det område, vi boede i. Min værtsmor, Alisha, er fysioterapeut og arbejder på en lokal militærbase, der hedder Fort Carson. Så de var en helt almindelig familie, der ikke havde så mange penge, men som prioriterede at bruge deres penge på at rejse fremfor at tage ud og spise og sådant.

Min ældste værtssøster, Maya, var lige startet som freshman på college, da jeg kom derover, så hun var ikke så meget hjemme – kun lige den første måned. Hun boede i staten New York, så jeg så hende kun, når hun var hjemme på weekend og til højtider, f.eks. Thanksgiving og jul.

Min anden værtssøster, Sophia, er på alder med mig. Vi blev hurtigt supertætte søstre; vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord sammen og lavede mange ting sammen, også selvom vi var meget forskellige. Vi havde bare virkeligt meget at snakke sammen om og det var virkeligt dejligt at have sådan en indbygget bedste veninde, da jeg kom derover.

Min værtsfamilie kunne rigtig godt lide at have besøg af den udvidede familie med bedsteforældre, kusiner, fætre, onkler og det hele. Det synes jeg, var rigtig dejligt, for sådan er min danske familie også. Min værts-mormor og morfar boede i New Mexico, så det var en ”lille tur” på bare 6 timer. Så de kom nogle gange ned i weekenderne, f.eks. hvis min værtssøster havde en koncert – hun spillede fløjte – og det var også bare virkeligt hyggeligt!

Skolen
Jeg gik på Cheyenne Mountain High School, som lå et kvarters kørsel fra hvor jeg boede. Det er en forholdsvis stor skole med 12-1300 elever – ”4A school” som er næststørst i deres klassificeringsniveau. Så det var ikke sådan, at alle vidste, hvem jeg var, bare fordi jeg var udvekslingsstudent. Men det var egentligt også meget sjovt, for i timerne skulle jeg lige huske læreren på, at ’Hey, jeg kommer faktisk fra Danmark, så du må liiige bære lidt over med mig’ og derfor ikke altid forstod det hele med det samme.

At gå på en stor skole betød, at der var helt vildt mange ting, jeg kunne lave. I forhold til fag, kunne jeg få lov at vælge, hvad jeg havde lyst til ud over at jeg selvfølgeligt skulle have de obligatoriske fag Engelsk og US History, som man skal have som udvekslingsstudent. Der var mange muligheder. Jeg valgte drama, photography, sports medicine, hvor vi lærte om at lægge forbindinger på sportsskader og havde førstehjælpskursus. Det var fag, der ikke er så skoleagtige, som vi kender det fra Danmark, så det var virkeligt rart at prøve. Dramatimerne var rigtig hyggelige og jeg fik rigtig mange virkeligt gode venner – vi fjollede rundt og lavede teater. Og i photography lærte jeg f.eks. at bruge Photoshop og sådan noget, som man ikke lige lærer i skolen herhjemme.

Jeg var senior, havde senior priviledges og kunne det samme som de andre seniors, men tog rigtig mange junior classes, fordi jeg var på alder med de andre på den årgang og niveauet passede bedre til mig. Min værtssøster, Sophia, var også junior, så vi var på en måde på samme årgang.

Skoledagen startede kl. 7.30 og så var vi færdige kl. 15 om eftermiddagen. Så jeg var oppe kl. 5.50 hver morgen. Til at starte med havde min værtssøster endnu ikke fået kørekort, så der kørte vi med en veninde og hendes søster og sad rimeligt pakket i deres lille bil hver morgen. Min skole havde nemlig ingen skolebusser.

Det var også en skole, hvor de gik meget op i karakterer og skolen var rigtig vigtig for dem – en ”blue ribbon” skole, som er de højest rangerede skoler i USA. Så jeg havde mange lektier, f.eks. i engelsk, matematik og historie, der lavede jeg lektier hver dag. Min hverdagsrutine var at gå i skole, gå til sport, lave lektier, og sove. I hverdagene sås jeg ikke så meget med vennerne ud over til sport, men det var egentligt ok, for alle skulle hjem bagefter for at lave lektier, så det tænkte man ikke over, for det var bare sådan det var.

På min skole kunne man vælge et fag, der hed ”study Hall” - og jeg tror de fleste skoler har det - hvor man i stedet for undervisning har en time, hvor du sidder med nogle af de andre elever og laver lektier. Det vil jeg helt klart anbefale, hvis man føler der ikke er nok tid til det ellers. Der kan man også typisk få hjælp fra en lærer, hvis der er noget, man ikke lige har forstået. Jeg fik oftest hjælp fra min værtssøster og mine venner til at lave lektier, hvilket også gjorde at jeg langsomt kom mere ind i rutinen, og måden skolen foregik på.

Sport
Sport er en stor del af ens hverdag i high school. Og jeg vil klart anbefale, at man går til sport, selv hvis man ikke er vildt sporty, for det er her man får venner. Der er typisk tre sæsoner i USA: sommer/efterår, vinter og forår.

Jeg ville egentligt gerne gå til volleyball i sommersæsonen, men skolens hold var så gode, at der var 5 timers tryouts, man skulle bestå for at komme på holdet. Jeg har aldrig spillet volley, så jeg tænkte, at ’det går ikke’, og valgte derfor noget, der hedder Field Hockey i stedet. Jeg havde aldrig hørt om det før, men min værtsøster spillede det. Det var en ”no cut sport”, hvor alle var velkomne på holdet. Jeg var ikke særlig god til det, men det var rigtig sjovt og alle pigerne på holdet var så søde. De bød mig supermeget velkommen og var interesseret i at høre, hvem jeg var, fordi jeg kom fra udlandet. Det var her jeg fik mine første tætte venner, for vi var sammen hver dag om noget, hvor man ligesom godt må snakke sammen. Det er lidt svært i skolen, fordi læreren står ved tavlen og fortæller og så skriver man noter. Det var rigtigt dejligt, at pigerne på mit hold var så søde. Det bedste ved Field Hockey var, når vi skulle til udebanekamp og turnering, for så kørte vi med skolebussen. På de busture hyggede vi os rigtig meget, selvom vi tabte næsten alle kampe. Vi havde det altid hyggeligt på bussen og skrålede løs til musik og snakkede helt vildt meget. Der var bare altid god stemning på bussen – også når vi havde tabt! Det var bare virkeligt fedt fra starten at få et godt forhold til nogle af de andre, der også gik på skolen på tværs af alle årgangene, så når man mødte dem på gangene, så vidste man hvem folk var og sådant.

I vintersæson valgte jeg svømning og det var også et meget stort hold. Selvom man tænker, at svømning er en individuel sport, hvor man har hovedet under vandet det meste af tiden, så fik jeg også rigtig gode veninder gennem svømning. Det var faktisk rigtigt rart at kende så mange mennesker, for så hørte man ligesom bare til. På svømmeholdet var der også busture, hvor vi snakkede, og vi snakkede inden og efter træning og i køen. Og det var lidt en anden form for måde at få venner på, synes jeg, i forhold til Field Hockey, fordi man har ikke rigtigt noget at gemme sig bag, når man bare står i sit badetøj foran mennesker, man ikke har mødt før. Det betød bare også, at man blev rigtig tæt med de andre piger. Og de var også alle sammen megasøde.

Jeg gik til atletik i foråret, men nåede kun lige to uger inden der kom corona og lukkede alt ned. Det var virkeligt ærgerligt! Men selvom jeg kun nåede at gå til det i to uger, så fik jeg stadig venner gennem det og prøvede nogle nye ting, som jeg ikke havde prøvet før. Det fede ved atletik var, at det var en blandet sport, så der var både piger og drenge, der gik til det. Så der fik man også nogle andre slags venner.

Så jeg vil helt klart anbefale at man går til sport, eller anden klubaktivitet, for det er der, man får sine tætteste venner.

School Dances
School dances er en stor del af det, man tænker på, når man tænker på the High School Experience. Pga. corona nåede jeg kun to dances og desværre ikke prom, fordi det ligger i foråret.

Den første dance, vi havde, var Homecoming, som ligger lige i starten af efteråret. En af mine rigtig gode venner, Gabe, spurgte mig, om jeg ville være hans date. Jeg tænkte, ’hvorfor ikke’, for det lød da superhyggeligt. Vi var ude at spise og fik taget billeder, og det var sjovt at prøve den der, som man ser overalt på sociale medier, med at man få en lille rose, ”corsage”, og man matcher outfits og sådan noget. Så det var superhyggeligt at prøve. Og så tænkte jeg: ’Men festen, den kan vel ikke være så sjov, for man må jo ikke drikke og hvor fedt kan det være?’ Men det var faktisk virkeligt fedt! Skolen havde lejet en DJ og der var lys, og høj musik og røgmaskine, og der var jo ikke nogen, der drak, så det tænkte man slet ikke over! Alle var bare i godt humør og alle ville gerne danse og det var bare en megafed aften med god stemning. Vi dansede hele aftenen lige indtil de lukkede.

Bagefter vi tog vi i en stor gruppe hjem til en af mine venner og så film. På School Dance nights havde jeg fået forlænget curfew og skulle først være hjemme kl. 1, så der var lidt ekstra tid til at lave noget efterfølgende. Curfews er noget som næsten alle har i USA og min stat havde faktisk en regel om at unge mennesker under 21 år skulle være hjemme inden kl. 24 og måtte i hvert fald ikke køre rundt, så det var egentligt ikke noget, man tænkte så meget over overhovedet.

Den anden dance var vores Winter Formal, som hedder Sadies. Der er konceptet, at det er pigen, der skal spørge drengene ud på date. Og der tænkte jeg, at nu har jeg prøvet at være med en date, så nu vil jeg hellere bare følges med en gruppe veninder i stedet. Og det var også virkeligt hyggeligt og så oplevede jeg også den form, for det er der også mange der gør. Vi startede hjemme hos en af veninderne og så tog vi ud og spiste sammen i en stor gruppe og så tog vi videre til skolen. Det var igen også en super hyggelig dance – også selvom jeg ikke havde en date. Så igen, men skal bare turde springe ud i nye ting, selvom man tænker, det ikke kan være fedt, for det viser som regel, at det det faktisk ER megafedt!

Jul
Julen er ret anderledes i USA, fordi de holder jul den 25. og ikke den 24. I løbet af julen havde min værtsfamilie ikke supermange traditioner, så det var meget sådan hverdagsagtigt. Vi pyntede lidt op i huset og vi havde et rigtigt juletræ, men det var meget anderledes end et dansk juletræ – stod bare i stuen med meget underlig julepynt på – billeder af familien og gaver fra venner og sådan - det syntes jeg, var lidt sjovt.

The High Society, der hvor vi boede, havde sådan noget de kaldte, Debutant Balls, hvor de unge piger skal præsenteres for lokalsamfundet og hendes far skal sige, at nu er hun klar til at blive gift. Det var min ældste værtssøster, der skulle præsenteres og der skulle danses vals og vi spiste en fancy middag. Tror vi alle sammen følte os lidt malplacerede, men det var sjovt og en meget anderledes oplevelse. Det var sådan lidt gammeldags, men det var klart en oplevelse at være med til!

Vores nabos have var helt dækket til med skør julepynt, så det var næsten ikke til at se græsset, og det syntes jeg var ret sjovt. Min danske mor havde sendt nogle julehjerte og julestjerne over til os, som jeg kunne lære min værtsfamilie at lave og det syntes de var supersjovt. Det var jo lidt en sjovt ting vi laver i Danmark og det var rart, at jeg også kunne dele det og lidt af mine danske traditioner med min værtsfamilie.

Så kom den 24. og vi havde meget af familien på besøg. Farmoren var fløjet ind fra Californien og mormoren og morfaren var kørt ned fra New Mexico, så dem havde vi boende. Den 24. var der jo ikke rigtigt noget særligt – vi skulle ikke åbne pakker og vi skulle ikke have stor middag. Vi spiste noget mexicansk mad og der savnede jeg lidt flæskesteg og and og alt det gode fra Danmark. Men min værtsfamilie vidste godt, at det er i julen, man får hjemve, så de havde arrangeret, at vi skulle ud på en gammel militærbase og være med til NORAD SANTA TRACKING. Det var et event, hvor vi sad ved telefonerne og så kunne små børn, hvis familier var udstationerede på amerikanske baser over hele verden, ringe ind og høre hvor julemanden var henne. Vi kunne følge med i Julemandens rejse hen over verdenskortet på en storskærm, og så kunne vi fortælle børnene, hvor Julemanden var henne lige nu og sige at de skulle skynde sig at gå i seng, fordi Julemanden var på vej. Det var en rigtig sød tradition, men også lidt grænseoverskridende at skulle tage telefonen og snakke med en fremmed på et andet sprog. Det var virkeligt hyggeligt og en god tradition og fik mine tanker væk fra at jeg savnede min danske familie i julen. Og så fik jeg et skilt, hvor der stod, at jeg snakkede dansk. Der var godt nok ikke nogen danskere, der ringede ind, men det var også ret sjovt, og folk syntes, at det var ret sejt.

Så var vi i kirke til midnat. Og det var også helt anerlederes end en dansk kirke. Der var live musik og instrumenter, og alle stod op og sang med på sangene, og det var en helt anderledes prædiken end jeg kender fra Danmark. Min værtsfamilie var kristne, men gik ikke så tit i kirken, så det var ret sjovt at prøve, hvordan det var i USA, fordi det jo typisk er lidt mere festligt end herhjemme.

Næste morgen startede med at vi fik vores julegaver. Og min familie ville gerne vide hvordan vi gjorde det i min danske familie, og så fortalte jeg lidt om dansk jul.

Hjemve
Jeg havde ikke så meget hjemve i løbet af året, men jeg kunne godt mærke det lige efter jul. Der var ferie og vi lavede ikke så meget, så der kunne jeg godt mærke, at jeg egentligt savnede min familie derhjemme og de danske juletraditioner. Jeg havde en rigtig øv-dag, men jeg besluttede mig for, at det ikke skulle stoppe mig fra at have et godt ophold, så jeg gik ned og snakkede med min værtsfamilie om det og så skrev jeg til mine venner om de havde lyst til at lave noget. Så jeg skulle bare holde mig selv lidt i gang, så forsvandt hjemveen, for man er et sted, man godt kan lide at være og man er sammen med nogle søde mennesker. Så det var meget rart at de ligesom vidste, at det godt kunne komme til at ske og at de gerne ville hjælpe mig af med det.

Fritid
Når vi ikke var i skole, var vi meget udenfor og lavede udendørsaktiviteter, fordi Colorado er et superflot sted med rigtig mange bjerge! Vi var på ski og ude at hike rigtig meget i bjergene. Det syntes jeg var superfedt, for det er så anderledes end herhjemme, hvor der er helt fladt. Lige meget hvor man stod og kiggede, kunne man se bjerge. Vi skatede på skolens p-plads i weekenden og vi var til games på skolen. Det var også virkeligt fedt, for der var så god stemning.

Da jeg næsten lige var kommet derover, tog min familie mig med ud på noget, de kaldte en ”14’er”. Det var et hike til toppen af et virkeligt højt bjerg der er 4350 m. Det var rigtig hårdt, for bjerget var vildt højt og jeg er jo vandt til at være ved sea level, så mine lunger var slet ikke vandt til, at der er så lidt ilt og så tynd luft. Min værtssøster og værtsfætter kunne nærmest bare løbe op, men ved toppen kunne jeg kun gå ca. 5 skridt, før jeg var nødt til at sætte mig ned og lige få vejret igen. Men det var SÅ FED en oplevelse – grænseoverskridende - men megafedt og jeg er så stolt af, at jeg gjorde det! Og det er igen et eksempel på det der med, at man skal bare sige ja til nogle ting, man ellers ikke ville have turdet. Det giver virkeligt bare nogle oplevelser, man kommer til at huske resten af livet! Og noget som man bare kan være rigtig stolt over, at man har turdet gøre!

Det var bare virkeligt fedt at være derovre og jeg savner det megameget!